Forbudt viden

D.31 Juli afholder hedninge stadig verden rundt, den 6. højtid på årshjulet -Lughnasadh (nordisk navn: Midsommerfest). 

Og her er alle som deltager, derfor med til at holde liv i de gamle traditioner og vores rødder. 

Og vi har heldigvis i dag også en masse meget troværdige og også interessante beretninger om hvordan man så på, og fejrede Lughnasadh før i tiden, måske især fra overleveringer fra de keltiske irske områder.

Hvorfor er det relevant at nævne at det stammer derfra, spørger du måske?

Det er fordi at der kun findes meget få steder i verden lige nu, hvor vi ellers kan finde disse oplysninger om den oprindelige religion i Europa - hedningernes religion. Meget af den viden der var, foregik nemlig, eller blev brændt dengang da den katolske kirke, i det 13. Århundrede indførte reformationen, og derved forbød alle sådanne skrifter og ceremonier. Og mennesker som dyrker det, eller som havde en viden som ikke blev set som kristen, blev brændt eller tortureret til døde.

Men ganske enkelt steder i Europa fik den katolske kirke aldrig held med at blive nær så magtfuld som i alle de andre. Og især i den keltiske befolkning gjorde det sig gældende. For her var reaktionen hos de irske bønder, at jo mere kirken forbød og forfulgte hedninge, jo mere stædige blev de og klamrede sig endnu mere til deres skikke, guder og traditioner.

De søgte ud til deres templer, gemte sig i skove og klippehuler og andre hellige steder og sørgede for at den gamle viden blev holdt i live. 

Og takket være det, kan vi derfor stadig den dag i dag, få et troværdigt billede af hvad vores hedenske forfædre troede, og en lang række viden om andre traditioner, ritualer og samt en masse anden vigtig viden om vores natur og de planter der bor netop her hvor vi bor og hvordan det blev brugt før i tiden.

Og selv den dag i dag, kan du, hvis du besøger Croagh Patrick, se store menneskemængder som stadig overholder de gamle skikke og fejre Lughnasadh som de altid har gjort det, helt tilbage fra de tidligste tider. 

I 1962 udgav Máire MacNeills bogen "The festival of Lughnasa" som indeholdte 700 sider med en udførlig beskrivelse af de gamle skikke, folklore og rodlegender - og på den måde var hun med til, som en af de første, at åbne op den viden igen og gøre den til alle mands eje igen i Europa. Det hun og en lille samling af andre nidkære hedninger gjorde dengang, gør at vi igen nu kan studere og begynde at finde tilbage til vores gamle rødder og dermed igen kan lære at fejrer årshjulet skiften efter de gamle traditioner.

Lughnasadh - Midsommerfest 

På årshjulet, lægger Lughnasadh som den 6. ceremoni på året. 

Årshjulet er den gamle fremstilling af årets cyklus, der følger solens og naturens rytme. Det består af i alt otte fester, også kaldet sabbatter, som alle markerer forskellige tidspunkter på året og fejrer årstidernes skift. Disse fester er fordelt mellem de to solhverv (Yule og Litha), de to jævndøgn (Ostara og Mabon), og de fire midtpunkter mellem disse (Imbolc, Beltane, Lughnasadh, og Samhain). 

Helt oprindeligt havde årshjulet kun 2 årstider - vinter og sommer. Men den blev sidenhen opdateret med forår og efterår, så den passede med den romerske kalender, som er den kalender vi også følger den dag i dag.

Lughnasadh, betyder 'mindehøjtideligheden af Lugh'. Eller I sin forenklede stavemåde, Lúnasa som også er det irsk gæliske navn for august måned.

Lughnasadh er en højtid med rødder langt langt tilbage i tiden, og den er altid blevet holdt omkring d.1 August. 

Datoen blev dog på et tidspunkt efter at kristendommen begyndte at blive dominerende i Europa, i en periode lavet om til at blive afholdt søndagen før eller søndagen efter den 1. august. Dette var grundet af at fejringen af Lughnasadh involverede store forsamlinger af mennesker, som efter de gamle traditioner, mødtes på bjerge eller høje bakker. Og da man på dette tidspunkt i historien, kun havde en hvile/fridag på ugen, og som lå om søndagen, var det derfor kun muligt her. 

Men nu om dage bliver Lughnasadh igen fejret imellem d. 31. Juli og d.1 August. 

Guder der blev fejret

Der findes flere forskellige skrifter som beskriver guddomme som der igennem tiden blev fejret, men en af de tidligste var nok guden Lugh, som højtidens navn Lughnasadh, også antyder.

Guden Lugh's navn kommer fra samme rod som det latinske ord lux, der betyder lys.

Hvem er Lugh?

•Lugh var en ild- og lysgud/solgud med en Baal/Herkules- karakter. 

• Baal: Baal var en solgud i det gamle Babylon, altså en meget tidlig solgud i den menneskelige religions historie. Baal nævnes blandt andet også flere gange i det første testamente i Bibelen og han dukker op mange steder i hvad vi ved om oldtidens religioner og tilbedelse. 

Hvordan kan guden Lugh og Baal være den samme, spørger du måske?

Når vi kigger på guder tilbage i historien, så er det faktisk ret typisk, at man ser guder og gudinder som glider over i eller bliver smeltet sammen med hinanden over tid.

Vi ser også det samme billede med flere af oldtidens symboler og tegn, som også tit over tid får flere betydninger end deres oprindelige.

Det menes at have noget at gøre med, at i takt med at de mennesker som brugte dem, over årene også oplevede forskellige skiftende religioner omkring dem. Det kunne være når byer og lande blev indtaget af andre lande eller regioner, eller når tilflyttere fra andre steder blandede deres religion med den iforvejen officielle religion, eller når nye handels ruter begyndte poppe op rundt omkring i verden.

Folk en fandt tryghed i deres gamle traditioner og skikke, og over tid flettede tingene sig bare sammen, så man stadig kunne dyrke eller gøre det samme, men nu bare med navne eller ord som lød/var mere 'morderne'. 

Og når vi kigger på guden Lugh kan vi næsten med 100% sikkerhed sige at han er den samme gud som Baal/Beli/Balor, men i en nyere og tilsvarende version.

Og ofte når guder smeltede sammen, blev en gudinder også gjordt til deres hustruer, og i dette tilfælde blev det gudinden Dana, som oprindeligt var Baal's kone, som fulgte med ind og var Lugh's kone.

En solgud

Lugh var en betydningsfuld gud i store dele af Europa omkring år 55 f.Kr.-25 e.Kr.

Vi ser dyrkelsen af ham steder, som i Lyon i Frankrig, Leyden i Holland og Legnica (tysk, Liegnitz) og i Polen, hvor han alle steder blev dyrket som en mægtig jagt og solgud.

Hans fremkomst i de nordlige egne af Europa, som hos de tidligere keltere, er med meget stor sandsynlighed sket via 

handel med middelhavscivilisationerne, eller i forbindelse med det romerske imperiums indtog i Gallien. 

Og i mange mange år, var fejringen af Lughnasadh, en høst fest hvor man fejrede og tilbad guden Lugh.

Lugh i ny form

I forbindelse med at den katolske Kirke begyndte at vinde sit indpas i den europæiske verden, ser vi igen et skifte fra guden Lugh. Og Lugh som i hans keltiske form også havde navnet Lucifer som betød "lysbringer",

(det var før reformationen), fik igen nyt navn og den katolske kirke ham i stedet navnet Sankt Michael.

Dette passede nemlig rigtig godt overens med den katolske religions fortolkning af Michael, og med at guden Lugh i den oprindelige udgave også var en gud, som hvert år gennemgik død og genfødsel i et offer og fødsel ritual af gudinden (moder guden i den hedenske religion).

Og på dette tidspunkt i historien, blev Sankt Michael, derfor også set som at være hersker over ildelementet.

Fejringen af Lughnasadh:

Lughnasadh har altid været en høstfest men også en højtid hvor man takkede guderne for den frugtbarhed og vækst man havde fået hen over sommeren.

I den gamle tradition lød fortællingen om årets gang, at det er her at guden, Lugh begynder sin kamp med mørket -en kamp som fra dette tidspunkt vil dræne ham for energi, for til sidst, i Oktober ved fejringen af Samhain, blive hans endeligt hvor han til sidst dør ud og mørket vinder over lyset.

Lidt hen af den samme historie ses i den Angelsaksiske (Germanske stammer, der indvandrede til Storbritannien i 5. og 6. århundrede e.Kr.) fejring af Lughnasadh. Hvor fejringen også kaldtes for halv messe eller brød messe, med henvisning til kornhøsten og drabet eller den forestående død af kornkongen. 

Hvordan blev det fejret? 

Helt tilbage i tiden kan vi se at man i Irland afholdte noget man kalder "De Taillteanske Lege". 

Dette var lege som indebar hestevæddeløb og atletiske konkurrencer, samtidig med at købmænd og stamme overhoveder mødtes og lavede forretning. Man lavede sammen også ritualer og ofringer til ære for guden Lugh, for at sikre held for den kommende sæson og høsten som helhed. 

Tre-ægteskaber

Oprindeligt var dette også tidspunktet hvor man gerne afholdte brylluper. Og her dukker der pludselig en interessant ting frem under mine studier af Lughnasadh. For pludselig kommer teksterne ind på noget kaldet "Tre-ægteskaber". 

Ud fra hvad jeg kunne læse mig frem til så var dette ægteskaber, traditionen tro, som var indgået ved forårs ceremonien Beltane, som er en forårs ceremoni hvor man blandt andet fejrer kærlighed, vækst, frugtbarhed og seksualitet. 

Her, et halvt år efter, kunne disse ægteskaber åbenbart blive brudt, så nye kunne indgås, eller man kunne skilles og gå hvorhen man ville. 

Disse ægteskaber, altså indgået ved fejringen af Beltane, kaldes også for "prøve ægteskaber" og hele ideen bag dem gik i tråd med historien med guden og gudinden, hvor gudinden som bekendt, jo gifter sig med guden ved Beltane og bliver gravid med den nye gud samme nat (guden som hun føder i d.21 december og som bliver den nye solgud året efter) 

Traditionen var, henhold til dette, at ægteskaber kunne indgås på prøve, for så at ophøre ved Lughnasadh og man var herefter frit stillet og kunne vende tilbage til sit eget hjem eller stamme igen, eller man kunne vælge at forblive gift. På den måde undgik man at ægteskaber der ikke var fungerede forhold forblev varige "til døden os skiller", og det har måske også været noget man kunne handle med eller bruge som pagt med andre høvdinger?

Fest, Mad og drikke

Ved fejringen af Lughnasadh var det normalt at man spiste noget af den høst man nu havde samlet. 

Normalt var dette store fester med masser af mad. Kød fra råvildt, fisk, korn, mælk og blåbær var traditionel mad ved disse fester.

Der fortælles også om en traditionen om "at et oksekød blev flået og stegt til aske til ære for guden, og at dette skulle gøres af enhver husmand." Og mange legender taler om døden og genoplivningen af en hellig tyr. Så oksekød har helt sikkert også været en del af den traditionelle mad ved fejringen af Lughnasadh.

Og det ser ud til at blåbær også har haft en vigtig rolle at spille traditionelt ved fejringen af Lughnasadh. Et gammelt sagn fortæller nemlig at det var en tradition ved Lughnasadh, at unge mennesker mødtes og plukkede blåbær sammen. Blåbærrene blev herefter samlet og brugt til festmåltidet om aftenen.

Blåbær blev betragtet som en gengældt gave fra gud og et tegn på at du var blevet set og velsignet ovenfra. Og man så derfor en god høst af blåbær som et tegn på at høsten alle andre steder også ville gå godt og blive god. 

En anden tradition som jeg også fandt i mine studier, var en tradition hvor at man tog præcis 12 sten og malede dem med symboler. I mine tekster stod der "jernalder dekorationer", men hvilken kom teksten ikke ind på. 

Stenene blev så placeret i en cirkel og ritualer blev så lavet inde i cirklen, eller den fik lov til at stå til pynt. 

Et sidste ritual jeg fandt, var et hvor man lavede et billede af guden Lugh, måske en dukke eller et billede på en sten eller noget træ. Dette begravede man så i jorden og det måtte først blive gravet op igen når høsten var slut. Man mente at dette ritual ville give held til høsten og sørge for sikkerhed og beskyttelse under den. Dette var også som et symbol på gudens offer og genfødsel. Altså at han ville være fanget i mørket, for så igen at stige op fra jorden.

Men derudover så mødtes man på dagen i store folkemængder på bjerge og bakker. Og forsamlingen samlede så blomster og pyntede sig selv og hinanden med. Man tændte store bål og fejrede herefter Lughnasadh sammen med musik og dans - en tradition som efter sigende stadig skulle være gældende flere steder i Irland også den dag i dag. 

Afslutningsvis

Jeg sætter en stor ære i at kunne undersøge disse ting, og være med til at udbrede viden om de gamle skikke og "den gamle tro", og derigennem give mit eget lille ydmyge biddrag, til at vi kan få ryddet op al den mystik og fejl information som igennem tiden er blev tilknyttet til de traditioner, samt de mennesker som ofrede alt for at bevare den viden åben. I dag ser jeg stadig, når jeg høre eller ser omkring mig, hvad den almene befolkning tror og tænker om hedninge som jeg, hvordan den almindelige tingang stadig er dybt påvirket af de påstande og den overtro som den kristne religion pålagde vores tro - hedningenes tro. Stadig er der så utrolig meget tabu, og mystik omkring hedninge. Stadig bygger så mange ting i vores samfundsopfattelse på ideer skabt af ondskabsfulde mennesker i fortidens, forsøg på at gøre et helt kultur til ondskab og tilbedere af djævlen. Og samtidig forbød man også vigtig viden om vores jord og hvordan vi kunne bruge den på en bæredygtig og respektfuld måde, og på den måde man menneskets udvikling på pause i et selvisk forsøg på at kunne kontrollere alle mennesker i en enkelt kasse. I dag kan vi igen, i hver fald her i Danmark, igen leve i et frit samfund hvor der er plads og rummelighed til at alle må tro og tænke som de vil - i hvert fald på papiret. Og det er godt! Det er den vej vi skal! Vi skal lytte til hinanden. Vi skal være nysgerrige, vi skal være åbne for at der er regnbuer af farver på paletten når det kommer til vores forskellighed - men at alle har ret til at være! Vi skal ikke tro blot fordi andre siger, vi skal ikke være blot fordi andre er, vi skal danne vores egne billeder af sandheden. For sandheden er nemlig ikke en eller et - det er præcis det du vælger, det der er rigtig for dig! Og det må eller kan ingen tage fra dig, det er din ret såvel som min.